Netflix, HBO Nordic, C More eller Viaplay: Hvad skal du vælge?

20 maj 2020 Camilla Skøtt

Det traditionelle flow-tv har måtte vige pladsen for de populære streamingtjenester, og det betyder, at vi i dag har langt flere muligheder, når der skal nydes popcorn i sofaen fredag aften. Men hvilken tjeneste skal du vælge?

At finde den absolut bedste streamingtjeneste, kan være lidt af en opgave. Der er så mange at vælge imellem, de byder allesammen på noget forskelligt og det er nærmest umuligt at finde hoved og hale i de mange abonnementsløsninger. Men hvad er forskellene egentlig, og hvis du kun vil betale for én tjeneste, hvordan vælger du så?  

Vi har taget et grundigt kig på de mest populære løsninger, Netflix, HBO Nordic, C More og Viaplay, og i denne artikel guider vi dig igennem tjenesterne én for én, så du får det bedst mulige grundlag at vælge på. Oversigten bygger blandt andet på Forbrugerrådet Tænk’s test af 13 forskellig streamingtjenester sammenholdt med redaktionens egne erfaringer.

 

Netflix: Høj brugervenlighed og meget indhold

Kigger man på antallet af abonnenter, er Netflix danskernes foretrukne streamingtjeneste, men er det ensbetydende med, at det er den bedste? Ikke nødvendigvis – det afhænger primært af dine ønsker til nyere indhold.

Hvis vi starter med fordelene, kommer vi ikke udenom den høje brugervenlighed, Netflix er så kendt for. Tjenesten er intuitiv og let at finde rundt i, du kan oprette flere forskellige brugere og det er muligt at se film og serier på både TV, smartphone og tablet uden større vanskeligheder. Samtidig er Netflix ekstremt velkørende, og der er sjældent fejl eller nedbrud, og det betyder, at du roligt kan forvente, at tjenesten rent faktisk virker, når du har brug for det.

Mens Netflix har et velassorteret børneunivers med en lang række film og tv-serier, har tjenesten til gengæld den helt store svaghed, at en del af indholdet for det ældre publikum har mange år på bagen. Det dykker vi lidt nærmere ned i om et øjeblik – først får du en kort oversigt over fordele og ulemper ved Netflix.

 

Fordele ved Netflix:

• Høj brugervenlighed

• Godt børneunivers

• Bredt udvalg af film og serier

• Fungerer på tv, tablet og smartphone

• Stabilt og velfungerende

 

Ulemper ved Netflix:

• En del indhold af ældre dato

• Indhold fjernes uden advarsel

 

 

Film og serier på Netflix af ældre dato

Du finder et bredt udvalg af både film og serier på Netflix, og det er både en stor fordel og en stor ulempe; det er nemlig ikke alt indholdet, der er lige aktuelt. Det brede udvalg er et plus, hvis I er en familie med stor aldersfordeling, da der er gode chancer for, at alle kan finde noget interessant – også de helt små – men når det er sagt, halter Netflix bagefter på nyhederne. En stor del af titlerne virker lidt støvet, og mange af tv-serierne er ikke opdateret med de nyeste sæsoner.

Som modsvar på de ældre film- og serietitler har Netflix produceret egne serie med stor succes, fx The Crown, Orange is the new Black og House of Cards.

 

Hvad koster Netflix?

I skrivende stund tilbyder Netflix tre forskellige abonnementstyper, så du kan vælge den løsning, der passer bedst til dit behov – det er nemlig abonnementet, der afgør, hvor mange enheder der kan streame indhold på samme tid.

• Et basisabonnement giver adgang til 1 SD-skærm (standard definition)

• Et standardabonnement giver adgang til 2 HD-skærme (high definition)

• Et premiumabonnement giver afgang til 4 HD-/UHD 4K-skærme (high definition og ultra high definition)

Prisen starter ved 79 kr. for det billigste abonnement, og du kan ændre eller opgradere dit abonnement for din personlige konto når som helst.

 

Skal du vælge Netflix?

Det helt store spørgsmål er naturligvis, om du skal vælge Netflix som din foretrukne streamingtjeneste, og det er svært at svare på, før du har læst artiklen til ende. Det, vi kan sige, er, at Netflix er en god løsning for dig, der:

1) Ønsker en streamingtjeneste målrettet hele familien.

2) Ønsker en streamingtjeneste der virker på tværs af enhederne i husstanden.

For de mindste er Netflix i øvrigt en rigtig god løsning, da universet er enkelt og let at finde rundt i, og der er meget at vælge imellem blandt familiens yngste.

 

HBO Nordic: Godt indhold, men teknikken kan drille

HBO Nordic er kendt og elsket for sine prisvindende og stærke serier, fx Band of BrothersBig little lies og Game of Thrones, og det er en streamingtjeneste, der er god til at opdatere med nyt indhold – om det er den rette løsning for dig, afhænger primært af dine krav til filmtitler og børneunivers.

Fordelene ved HBO Nordic er ikke til at overse; de står uhyggeligt stærkt, når det gælder serier. Game of Thrones, True Detective og Banshee er blandt de mest kendte, men der findes en lang række andre prisvindende serier i bagkataloget, du også vil elske. 

Ikke overraskende er det serierne, der fylder mest på HBO Nordic, og det betyder, at udvalget af film er småt, og ofte er de af ældre dato. Det samme gør sig gældende for børneuniverset, der er forholdsvis nyt hos HBO Nordic – indholdet er ikke nær så omfattende, som du ser det hos flere af konkurrenterne. 

Teknikken er en anden del af streamingtjenesten, der trækker en smule ned i den samlede oplevelse; selvom de fleste børnesygdomme er kureret, støder du stadig på tekniske problemer i ny og næ, og samtidig er dit abonnement “låst” til specifikke enheder. Sidstnævnte tager vi et kig på om et øjeblik, men først giver vi dig et overblik over fordele og ulemper ved HBO Nordic.

 

Fordele ved HBO Nordic:

• Mange prisvindende tv-serier

• Jævnlig opdateringer af tv-serier

• Enkelt at opsige/pause abonnement

 

Ulemper ved HBO Nordic:

• Sparsomt filmudvalg

• Lille børneunivers

• Drilsk teknik

 

 

Abonnementet låses til enheden

En af de ting, der gør HBO Nordic en smule besværligt at bruge, er, at tjenesten “låses” til dine devices. Du kan altså ikke skifte mellem TV, tablet, bærbar og smartphone, som du lyster, men knytter i stedet dine produkter op på en specifik enhed.

Hos HBO Nordic har du som udgangspunkt 5 produkter. Er I fire familiemedlemmer, der gerne vil bruge tjenesten fra en iPad, er der altså kun én anden enhed, der kan tilknyttes, fx en smartphone, en bærbar eller et TV. Får du en ny tablet, og har du allerede opbrugt din kvote, skal du låse et af dine nuværende produkter op og af-registrere det, så du kan tilknytte en ny enhed – det er lidt bøvlet og en smule irriterende.

 

Hvad koster HBO Nordic?

Det er enkelt og let at købe et abonnement hos HBO Nordic; der er nemlig kun én mulighed. De første to uger er gratis, og herefter koster det 99 kr./md. Der er ingen bindingsperiode, og du kan sætte dit abonnement på pause, hvis du ved, du ikke skal bruge det i en periode.

Da HBO Nordic tilføjer nye afsnit løbende, kan det ofte betale sig at sætte dit abonnement på pause, indtil hele sæsonen er fyldt op – hvis du altså kan vente med at se det næste afsnit af din yndlingsserie.

 

Skal du vælge HBO Nordic?

Der er flere ting, der spiller ind, når du skal overveje, om HBO Nordic er den rette streamingtjeneste for dig – fx bør du overveje om:

1) Du kan undvære film til fordel for prisvindende tv-serier.

2) Du kan leve med den besværlige deling mellem enheder.

3) Du kan nøjes med et mindre – omend velfungerende – børneunivers.

Som afslutning skal det nævnes, at den drilske teknik hos HBO Nordic ikke er nær så slem som ved lanceringen af streamingtjenesten, og derfor bør det ikke veje alt for tungt, når du sammenligner tjenesterne.

 

C More: Nye film og nye serier

Der er huller i udvalget, når det kommer til C More, men når det er sagt, er de alligevel ret skarpe på nyt indhold. Sammenlignet med de andre streamingtjenester i artiklen her, er C More stedet, hvor du finder flest nye film og serier – om det er den bedste løsning i dit tilfælde, er først og fremmest et spørgsmål om, hvor vidt du kan leve med, at indholdet vises i begrænsede perioder.

Vanen tro starter vi ved fordelene, og her er der ikke meget andet at sige, end at C More har en væsentlig mængde friskt indhold sammenlignet med eksempelvis Netflix. Mange nye film kan findes på tjenesten indenfor 1 år fra biografpremieren, og der kan konkurrenterne ganske enkelt ikke følge med. 

Men med fordele følger også ulemper, og det største problem med C More er, at at tjenesten kun har begrænsede rettigheder til at vise film og serier. Det betyder, at indholdet forsvinder efter en given periode, og særligt i forbindelse med tv-serier er det derfor svært at starte på en ny; tidligere sæsoner er ganske enkelt ikke til stede. Tjenesten angiver dog indholdet med udløbsdato, så du kan se, hvornår det ikke længere er tilgængeligt.

Der er en anden mindre ting ved C More, der kan irritere den danske bruger – det tager vi et kig på, når vi har delt fordele og ulemper med dig.

 

Fordele ved C More

• Mange nye film og serier

• Udløbsdato på indholdet

• Ekstra adgang til aktuelle HBO-serier

 

Ulemper ved C More

• Indholdet er tidsbegrænset

• Tidligere sæsoner af tv-serier mangler

• Svenske film og serier fylder meget

 

 

Stort fokus på svensk indhold

C More er en svensk ejet streamingtjeneste, og det betyder, at der er en stor overvægt af særligt svenske krimier, men også svenske film og serier generelt. Er du vild med produktioner fra vores naboland, har det ikke den store betydning, men hvis du ikke bryder dig om det, kan det virke en smule irriterende med det store fokus på svensk indhold.

Det er dog en lille ting at tage med, hvis du ellers er glad for at streame de nyeste film og serier.

 

Hvad koster C More?

Ligesom HBO Nordic er der ingen valgmuligheder hos C More; det koster 99 kr./md. at have et abonnement, og du kan få en gratis prøveperiode på 14 dage.

Streamingtjenesten fungerer på samtlige enheder fra computer og Smart TV til mobiltelefon, tablet og chromecast. Der er en masse at vælge imellem for både børn og voksne, og det er muligt at streame på flere enheder på én gang.

 

Skal du vælge C More?

Helt grundlæggende er der to ting, der primært taler for at vælge C More som din foretrukne favorittjeneste, hvis du kun må vælge én – og det er:

1) Hvis du gerne vil have adgang til de nyeste film og serier.

2) Hvis du har en særlig hang til svenske krimier og film.

Børneuniverset er også fyldestgørende hos C More, men modsat HBO Nordic og Netflix er det værd at nævne, at titlerne jævnligt skiftes ud, og de små poder kan derfor ikke finde en favorit, der altid vil være tilgængelig.

 

Viaplay: Hvis du også vil se sport

Viaplay er ikke en helt traditionel streamingtjeneste på linje med Netflix, HBO Nordic og C More. Nuvel, de har film og tv-serier, men de har også sport og reality-udsendelser – om det dermed vil være den bedste løsning for dig, afhænger af prisen, du vil betale.

Vi starter med fordelene, og de er ikke til at komme udenom. Viaplay har et bredt udvalg af film og tv-serier, og samtidig står de stærkt på sportsudsendelser, hvor du finder direkte tv med både Formel 1, golf og fodbold – og særligt sidstnævnte sportsgren står tjenesten stærkt på.

Ulemperne er der nogle stykker af, men den største må siges at være prisen. Kan du nøjes med at se serier, film og børneindhold, kan du slippe med 99 kr., men vil du have hele pakken koster Viaplay 439 kr. om måneden. I det hele taget skal du kigge dig for, hvis du vælger en løsning hos streamingtjenesten, da der findes flere forskellige muligheder – vi kigger nærmere på dem længere nede i artiklen. 

I første omgang får du en oversigt over fordele og ulemper ved Viaplay.

 

Fordele ved Viaplay

• Bredt udvalg af film og tv-serier

• Udvalgte film kan downloades til brug offline

• Seriøst udvalg af sportsudsendelser

 

Ulemper ved Viaplay

• Mange tv-serier mangler sæsoner

• Det er ikke alt indhold, der kan downloades til brug offline

• Prisen er høj, hvis du vil have hele pakken

 

 

En del af TV3-universet

Den brede vifte af indhold, du kan finde på Viaplay skyldes først og fremmest, at streamingtjenesten er en del af TV3-universet. Der er altså en del realityprogrammer af vælge imellem, ligesom sport er en væsentlig del af programmet – og faktisk er der en lang række sportsbegivenheder, du ikke kan se, hvis du ikke har adgang til tjenesten.

Sammenlignet med Netflix finder du flere nyere film og tv-serier hos Viaplay, men sammenligner du derimod med C More, vil mange af dem stadig virke støvede og gamle. Samtidig er det ikke alle serier, der har alle sæsoner, og det kan være lidt irriterende. 

Er der børn i familien, vil du opleve et velassorteret børneunivers hos tjenesten, og i øjeblikket har Viaplay rettighederne til mange af Disneys klassikere – det kan dog ændre sig, hvis Disney får succes med sin egen streamingtjeneste Disney+.

 

Hvad koster Viaplay?

Grundlæggende er der tre forskellige muligheder, hvis du vil have et abonnement hos Viaplay:

• Viaplay Film & Serier: 99 kr./md

• Viaplay Film & Serier + Tv-kanaler (DR, TV 2 og TV3): 199 kr./md.

• Viaplay Total (ovenstående + sport): 439 kr./md.

Vælger du Viaplay skal du desuden være opmærksom på, at det kun er muligt at streame til to enheder på samme tid, og det gælder, uanset om du ser serier, film, sportsudsendelser eller tv-kanaler.

 

Skal du vælge Viaplay?

Overvejer du, om Viaplay er den rigtige streamingtjeneste for dig, kan du med fordel stille dig selv følgende spørgsmål – og overveje om de passer til et af abonnementerne:

1) Vil du gerne se sport, og er du villig til at betale prisen?

2) Er du vild med reality, og har du ikke adgang til TV3 som flow-tv?

3) Vil du have en film- og serietjeneste for hele familien?

4) Har du brug for film til offline brug?

For dig der overvejer at droppe den generelle brug af flow-tv, er det værd at nævne, at Viaplay Total også dækker TV2 samt programmerne på DR.

 

Netflix, HBO Nordic, C More eller Viaplay: Hvad skal du vælge?

Umiddelbart virker det som én stor jungle, når du skal navigere mellem de mange udbud af streamingtjenester, men med de rette spørgsmål kommer du hurtigt på sporet af den løsning, der passer bedst til dig og dine behov.

Det første du bør gøre, er at udarbejde en liste over de ting, du ikke kan undvære. Er det eksempelvis bydende nødvendigt med et fyldestgørende børneunivers, er HBO nok ikke den helt rigtige løsning – kan du derimod ikke finde dig til rette med film og serier af ældre dato, så er Netflix nok ikke det bedste valg i din situation.

Dernæst skal du spørge dig selv, hvad du er villig til at betale. Én ting er, at du gerne vil kunne se Superliga og Champions League, men er du villig til at ofre 439 kr./md. for oplevelsen? 

Sidst men ikke mindst kan du med fordel overveje, hvor mange brugere der er i din husstand. Hvis du er den eneste, der skal se sport, film og serier, betyder antallet af enheder ikke alverden, men hvis du har tre børn, der gerne vil se tegnefilm, sport og reality på én og samme tid, så kan et abonnement hos Viaplay ikke gøre det alene.

Vi har samlet en liste med spørgsmål, du kan bruge som udgangspunkt, når streamingtjenesten skal vælges:

1) Vil du have adgang til de nyeste film og tv-serier? (Her ligger C More i spidsen)

2) Vil du have en høj brugervenlighed og mange valgmuligheder upåagtet at titlerne er af ældre dato? (Her er Netflix førende)

3) Har du små børn, der skal bruge tjenesten til at udforske alverdens tegnefilm og serier? (Både Netflix, C More og Viaplay har mange gode muligheder i den henseende)

4) Ønsker du at se stærke, prisvindende serier, der ikke er tilgængelige på flow-tv? (HBO Nordic ligger klart i toppen her)

5) Overvejer du at droppe almindeligt kabel-tv? (Viaplay tilbyder en løsning, der indeholder alle kanaler fra DR, TV 2 og TV3)

6) Hvor mange penge vil du bruge på streaming? (Netflix, HBO Nordic og C More ligger i samme prisleje, mens Viaplay stikker af på totalløsningen)

7) Hvor mange enheder skal kunne afspille på samme tid? (Både Netflix og HBO Nordic har gode muligheder for at tilknytte flere enheder én gang)

Har du læst om alle fordele og ulemper ved de forskellige tjenester, og kan du stadig ikke beslutte dig, så tilbyder hver og én af ovennævnte en gratis prøveperiode på 14-30 dage. På den måde kan du teste, hvad der fungerer bedst for dig og din familie.

 

Husk en god bredbåndsløsning

Når vi bevæger os væk fra det almindelige kabel-tv over til streaming, sættes der pludselig højere krav til dit bredbånd. Særligt hvis du ser sport eller direkte tv-udsendelser. Er bredbåndforbindelsen for dårlig, vil du opleve, at billedet hakker og bliver grynet, og måske vil udsendelsen endda blive afbrudt undervejs – og dét er irriterende.

Du skal altså sørge for en bredbåndsforbindelse, der er høj nok til at se tv online, men hvad er høj nok? Netflix anbefaler eksempelvis en minimumshastighed på 5 megabit, hvis du vil se film i HD, mens du som minimum skal have 25 megabit, hvis du vil se film eller serier i Ultra HD.

Når det er sagt, er der også andre ting, der påvirker hastigheden; nemlig hvor mange personer i husstanden, der bruger internettet på samme tid. Består familien af fire personer, hvoraf en streamer musik, en anden læser nyheder, en tredje spiller online og den sidste streamer en film, så vil 20 megabit hurtigt bliver for lidt for den person, der gerne vil se en film uden afbrydelser og støj. Er det et scenarie, der kunne blive aktuelt hos dig, anbefaler vi en hastighed på 50 megabit, så der er båndbredde nok til alle.

Som en lille tommelfingerregel til dig der er i tvivl om, hvilken bredbåndshastighed du skal vælge, kan vi sige, at det altid er bedre at runde op end ned. Mangler du bare et par megabit, når du streamer, vil du blive afbrudt ganske ofte.

FAQ BOKS

Hvad er forskellene på streamingtjenesterne?

Forskellene på Netflix, HBO Nordic, C More og Viaplay kan koges ned til indholdet; ønsker du adgang til en bred mængde indhold, der ikke nødvendigvis er det nyeste, vil du se originale og stærke tv-serier eller drømmer du om at se de nyeste film og serier – og måske endda sport?

Hvad koster C More?

C More koster 99 kr./md. (2020), og det er muligt at streame fra flere tjenester på én gang.

Hvad koster HBO Nordic?

HBO Nordic koster 99 kr./md. (2020), og det er hurtigt og let at afmelde eller pause dit abonnement.

Hvad koster Netflix?

Prisen starter ved 79 kr./md. (2020), og herefter kan du vælge to tilføjelser, der giver bedre kvalitet og adgang til flere enheder på én gang.

Hvad koster Viaplay?

Et abonnement hos Viaplay starter ved 99 kr./md. og slutter ved 439 kr./md. (2020), hvis du vil have adgang til både sport og tv-kanaler.

Flere Nyheder